Hvad ved vi om racisme og forskelsbehandling i Danmark?

Vores viden om omfanget af forskelsbehandling og racisme i Danmark er begrænset, og der foreligger kun få egentlige undersøgelser på området. Undersøgelser vanskeliggøres af, at det er svært at måle, hvornår der finder forskelsbehandling sted.

Dog findes der undersøgelser, som på forskellige måder søger at belyse forekomsten af forskelsbehandling af etniske minoriteter i Danmark. Forskelsbehandling af etniske minoriteter på det danske arbejdsmarked er blandt andet blevet undersøgt ved at lade en gruppe unge med de samme kvalifikationer, men med forskellig etnisk baggrund, søge de samme stillinger (Hjarnø og Jensen 1997). Dette forsøg viste, at personer med dansk baggrund har lettere ved at blive indkaldt til jobsamtaler end etniske minoriteter. At unge med etnisk minoritetsbaggrund har vanskeligere ved at få en praktikplads end unge med dansk baggrund kan også være en indikation på, at unge med etnisk minoritetsbaggrund bliver forskelsbehandlet på arbejdsmarkedet.

Omfanget af forskelsbehandling af etniske minoriteter i Danmark er desuden blevet undersøgt ved at spørge de etniske minoriteter selv, om de føler sig udsat for forskelsbehandling. En sådan undersøgelse af oplevet diskrimination blandt de største grupper af etniske minoriteter i Danmark viser, at hver tredje føler sig udsat for forskelsbehandling i forbindelse med jobsøgning, og at hver fjerde oplever forskelsbehandling, når de handler i forretninger (Møller og Togeby 1999). Flere af de adspurgte oplever også forskelsbehandling på gaden, i offentlige transportmidler og ved adgang til diskoteker. Omfanget af oplevet forskelsbehandling varierer meget mellem de forskellige nationaliteter, der er blevet spurgt. Når der ses bort fra oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet, er det de mest ressourcestærke og de bedst integrerede etniske minoriteter, der oplever mest diskrimination.

En ny undersøgelse viser, at andelen af indvandrere og flygtninge, der føler sig diskrimineret, er faldet kraftigt i løbet af de seneste tre år: Fra over 40 pct. til under 25 pct. af de adspurgte (CATINÈT Research 2003).

Antallet af henvendelser til Dokumentationsog Rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC) kan også give et billede af omfanget af oplevet forskelsbehandling. Mellem 1997 og 2002 havde 1.100 personer henvendt sig til DRC, fordi de følte sig udsat for diskrimination.

Oplevelsen af forskelsbehandling er subjektiv, og omfanget af oplevet forskelsbehandling behøver derfor ikke stemme overens med antallet af hændelser, hvor der objektivt set er tale om en illegitim og ulovlig forskelsbehandling af etniske minoriteter. På den ene side vil nogle tilfælde af illegitim forskelsbehandling ikke blive opfattet som sådan af de personer, der bliver udsat for dem. På den anden side er hændelser, der kan blive opfattet som illegitim forskelsbehandling, ikke nødvendigvis udtryk for intolerance, men kan også være begrundet i saglige forhold, f.eks. i utilstrækkelige sproglige eller faglige kompetencer.

Omfanget af forskelsbehandling hænger naturligt sammen med danskeres holdninger til udlændinge i Danmark. Her tegner sammenligninger med borgere fra andre lande ikke noget sort-hvidt billede. Sammenlignet med EU-gennemsnittet er danskere på en og samme tid både mere intolerante og mere tolerante. Eksempelvis finder næsten hver tredje dansker, at personer med en anden religion er generende for deres daglige liv. Omvendt mener et flertal af danskere, at etniske mindretal er berigende for den danske kultur. Sammenligninger over tid viser, at danskernes racisme er faldet. Over 60 pct. erklærede sig enige i et racistisk udsagn i 1970 mod knap 30 pct. i 2001 (Rockwool Fondens Forskningsenhed juni 2002, Togeby 1997).

Vores viden om antallet af racistiske handlinger mod etniske minoriteter er også begrænset. Ser man på antallet af hændelser, hvor det ved en domstol er blevet bevist, at der var tale om racistiske ytringer, er omfanget lille. Rigspolitiet har således registreret et sted mellem 24 og 65 sager om overtrædelse af straffelovens "racismeparagraf" om året de seneste seks år. Det er dog næppe alle tilfælde af racediskrimination, der anmeldes, og politiets tal kan derfor ikke bruges som noget præcist mål for omfanget af racistiske handlinger i Danmark.

Man får altså meget forskellige billeder af, hvor udbredt forskelsbehandling af etniske minoriteter er, alt efter hvem man spørger, og hvordan man måler. Men selvom der ikke kan sættes klare tal på omfanget af forskelsbehandling og racisme i Danmark, er der ingen tvivl om, at der er tale om reelle problemer.